Med et ægte efterårsvejr, hvor vinden rusker og temperaturen falder brat, skal man have noget at stå imod med.
For mig er suppe en af de ting der får mig til at glemme, hvor koldt det var at cykle hjem i regn og modvind eller hvor trist det er at det er blevet tidlig mørkt om aftenen. Det er ligesom at det skal være sådan før jeg kan værdsætte en god suppe 100%.
Hvilken suppe der er bedst, afhænger af personen der smager den. Inde på bloggens facebook-side har jeg sat en afstemning i gang. Hvad er din favorit?
Hvad er den bedste suppe at varme sig på når efteråret river og rusker?
Indtil nu er der en overvægt som har stemt på kartoffelsuppe og det gav mig lyst til at lave en omgang selv. Faktisk lavede jeg et par versioner, for at finde ud af hvilken der var bedst :-)
Der var dog ikke én kartoffelsuppe som var bedre end de andre. Der var to som var rigtig gode, men så forskellige i smagen at der nærmest var tale om to forskellige supper
Den version der kommer her, er den stegte version. Jeg blev nemlig nysgering da jeg læste en opskrift hvor man steger kartoflerne inden man koger suppe på dem. Når man steger kartoflerne får suppen en markant anden smag – sødere og dybere end hvis man blot koger kartoflerne.
Med den dybe smag behøver man ikke at putte fløde i suppen. Jeg synes det gør suppen for fed. I stedet kom jeg lidt creme fraiche i så den blev lidt frisk i smagen. Det var lige i øjet og suppen kunne været serveret uden noget tilbehør, meeen…
Jeg ved ikke hvorfor, men mine tanker kredsede om røg-smag. Røg-smagen fandt jeg i form af rygeost – og kombinationen virker :-) De sidste detaljer blev rugbrøds croutoner og lidt rosmarinolie. Den varme suppe, røg-smagen og en anelse gran-smag fra rosmarinen får det til næsten at føles som at sidde foran et lejrbål og varme sig.
Når der står sådan en tallerken på bordet bliver man helt glad for at det blæser og regner udenfor.
Ingredienser (2 personer):
300 g kartofler
5 dl hønsefond
1 løg
3 spsk creme fraiche
20 g smør
3-4 spsk olie
2 skiver rugbrød
50 g rygeost
2 spsk rosmarinolie
Opskrift:
Skræl kartoflerne, riv dem groft og skyl dem i en si under rindende vand.
Hak løget og brun det sammen med kartoflerne i smøret og olien (ca. 5-7 min)
Hæld hønsefonden over og lad det simre i ca. 20 min.
Giv det en tur i blenderen eller med stavblenderen til det har en cremet konsistens.
Rør creme fraichen i og smag til med salt og peber.
Skær rugbrødet i firkanter på ca. 1 x 1 cm og rist dem på en pande til de er sprøde.
Anret med rugbrødscroutoner og rygeost på toppen af suppen og lidt rosmarinolie henover.
Server og nyd